Delpersonligheder

Vi har alle indre stemmer, der snakker – her kaldet delpersonligheder. Nogle gange er de vejledende og støttende, nogle gange forvirrende, og nogle gange går stemmerne i diskussion eller krig med hinanden.

Delpersonligheder

Delpersonligheder er indre stemmer, der repræsenterer dele af vores hukommelsessystem, som vi trækker på hele livet. Nogle stemmer er fremkaldt fra barndommen, nogle fra senere i livet, og de kan have hver deres agenda.

Hukommelse er ikke bare én ting, men lagres mange steder i nervesystemet – i kroppen, i følelserne og i det kognitive – og vi trækker på alle lag hele tiden. Ved fx at tale med delpersonligheden, der frygter nye ting, kan man isolere stemmen og blive klogere på, hvad der er dens rationale og hvor i kroppen, frygten ‘bor’.

Læs mere

Mit arbejde med delpersonligheder er udviklet fra flere forskellige inspirationskilder:

Voice Dialogue, der har tråde helt tilbage til den græske antikke filosofi, er teoretisk blev udviklet af C.G. Jung, og bruges i praksis i psykodrama, gestaltterapi og psykosyntese.

Big Mind, der er udviklet af zen-mesteren Genpo Roshi; baseret på Voice Dialogue og zen rettet mod at transcendere egoet ved at integrere og opløse polariteter.

Internal Family System, udviklet af Richard Schwartz, der har givet de indre stemmer roller og har udviklet et system rettet mod selvbefrielse.

Mange af os kender de to indre stemmer: ‘slavepiskeren’, der altid vil forlange mere af os og konstant giver dårlig samvittighed, og ‘dommeren’, der hele tiden er kritisk over for os selv og/eller over for andre. De delpersonligheder har formodentlig fået deres selvopfattelse i opvæksten gennem spejlinger fra omgivelserne; de er blevet integreret som nogle måske ikke så bevidst dele, der er ganske nådesløse mod os selv. Og de nådesløse stemmer kan gå i indre konflikt med andre indre stemmer, der ønsker frihed, glæde og leg. Det slider på os. Vi synes hele tiden, der mangler noget.

Vi indeholder alle mange dele af os. Vi har udviklet mange selver, og nogle identificerer vi os med, nogle forkaster vi. Når vi overidentificerer os med nogle, så kan vi miste følelsen af at være hele mennesker, fordi andre dele bliver foragtet, forkastet, udskammet, dissocieret. Det kan skabe fastlåste forestillinger og blinde pletter i vores liv, hvilket har konsekvenser for os og vores relationer. At alle dele får en stemme er et virkelig stærkt integrativt værktøj.

 

Ved at isolere delpersonlighederne, kan vi skabe transparens og selv-opmærksomhed:

  • Hvad er delpersonlighedens agenda?
  • Hvor kommer den fra?
  • Hvornår fandt den sin ‘sandhed’?
  • Hvad vil der ske, hvis den ændrer sin indstilling?
  • Hvad skal der til for, at den tør ændre sin indstilling?
  • Hvilke andre stemmer får ikke plads, når denne delpersonlighed dominerer?
  • Hvordan føles det at snakke om den i stedet for igennem den?

Der er utallige måder at gå i dialog med de delpersonligheder, der har fastlåste ideer om, hvem og hvad vi skal være. Dermed kan andre delpersonligheder måske få mere plads.

I terapien vil vi møde delpersonlighederne med nænsomhed og uden fordømmelse. Der er formodentlig allerede megen skam i de delpersonligheder, der er fastlåst: overbevisningen kan være, at de ikke må ændre sig, for så bliver hele personen udskammet og udstødt.

Neuroaffektiv psykoterapi i personlige omgivelser

Min klinik ligger tæt på Svanemøllen station med gode parkeringsmuligheder ved Svanemøllehallen. Jeg har klienter i hele Danmark, og jeg byder gerne indenfor i hjemlige og personlige omgivelser. Med udgangspunkt i Neuroaffektiv Psykoterapi og andre nænsomme og sansende måder at møde dig selv på, vil jeg støtte dig i gradvist at give slip på din uro, frygt og dine traumer og mønstre.

Mange af de vaner, vi har, relaterer sig til overlevelse. Gennem mødet med dig selv vil du opdage, hvilke indre stemmer, der går i alarm eller reagerer uhensigtsmæssigt - ikke fordi de er forkerte, men fordi det er det, de har lært. Du vil lære at give de indre stemmer et mere trygt modspil og en dybere kontakt.