KLINIK FOR KROPS- OG PSYKOTERAPI ved krops- og chok/traumeterapeut Lisa Ahrenkiel
Hornemansgade 17, 2100 København Ø • Mail: lisaahrenkiel@mail.dk • Tlf. 2877 2878 ma, on, fre kl. 8-9.

Tensegrity



Tensegrity-metoden arbejder ud fra en forståelse af, at vores krop er et levende, dynamisk system – muskler, sener, ligamenter og bindevæv udgør et spændstigt, sammenhængende netværk, mens vores knogler kan betragtes som ikke-elastiske, separate stivere. De elastiske og de ikke-elastiske strukturer påvirker hinanden – denne gensidige påvirkning stabiliserer kroppen.

I praksis betyder det, at hvis en udefrakommende kraft (fx slag eller tryk) påvirker kroppen, absorberes denne kraft ind i hele dette elastiske og sammenhængende netværk. Kraften flyder som en trykbølge gennem hele systemet, og den lokale påvirkning fordeles i og absorberes af hele kroppen. Jo mere elastisk og fleksibelt kroppen er, jo lettere vil den kunne absorbere udefrakommende påvirkninger.

Et beskadiget væv er ikke længere elastisk og kan derfor ikke absorbere en udefrakommende kraft; i stedet bliver vævet endestation for påvirkningen. Det allerede beskadigede væv svækkes altså yderligere og vil igen og igen blive endestationen for ydre påvirkninger.

Men kroppen vil hele tiden forsøge at ændre sin struktur for at opretholde den samlede stabilitet. Denne tvungne omstrukturering svækker hele systemet. Det vil organisere sig omkring det svækkede væv på bekostning af hele systemets elasticitet og fleksibilitet.

Det forklarer, hvorfor fx en skulderskade kan give lændesmerter og hovedpine – det sammenhængende spændingsnetværk kompenserer for den lokale skade, og denne kompensation får konsekvenser for hele systemet.





En behandling med Tensegrity-metoden søger at genskabe kroppens fleksibilitet, så det naturlige flow igennem kroppen kan blive genetableret. Tensegrity-metoden arbejder med simple, men meget kraftfulde teknikker, der er opstået ud fra denne forståelse af kroppens dynamiske system. Nyere forskning peger på, at systemet eksisterer helt nede på celleniveau.